Trolden Shrek (Mike Myers/Amin Jensen) vil egentlig bare passe sig selv i sit mosehul, fordi alle får et forkert førstehåndsindtryk af ham. 

Men idyllen får brat ende, da alskens eventyrvæsner – fra De tre små grise og Pinocchio til Snehvide og De syv dværge – rykker ind, fordi Grev Farquaad har indfanget og genhuset dem der i et forsøg på at fortrænge dem fra hans perfekte verdensorden. 

For at få eneret over mosen må Schrek nu drage på en farefuld færd med det mål at redde prinsesse Fiona fra dragen. Undervejs får Shrek ”hjælp” af et konstant talende Æsel, og det er ikke det eneste problem, for da Fiona er reddet, er hun fuld af de sædvanlige forestillinger om, hvad der hører til en ordentlig redningsaktion af prinsesser…kys og den slags.

I Shrek er historiens grundingredienser hentet fra eventyret, men de udfoldes i lystig ping-pong mellem at leve op til og bryde med det klassiske eventyrs elementer. Således møder vi en frankofil Robin Hood og hans bøssede kumpaner, der i bedste ”Matrix”-stil nedkæmpes af Fiona, vi ser Det magiske spejls Lykkehjuls-agtige præsentation af de tre smukkeste prinsesser, man kan vinde og levende slanger og frøer pustes til balloner i en klukkende skæg forelskelsesscene mellem vor helt og prinsessen.

Og således fortsætter det: Filmen er et konstant festfyrværkeri af morsomme indfald og overraskende nytænkning. På alle planer fra historien over teknikken til dens konstante inddragen af andre værker og genrer er den enestående tænkt og udført. På den måde er ”Shrek” virkelig det mest fantastiske eventyr, der aldrig er blevet fortalt.

Jeg giver Schrek max stjerner